Om PBSP-terapi
PBSP (PessoBoydenSystemPsykomotor) er grundlagt i 1961 af Albert Pesso og hans kone Diane Boyden. De var ledere af et danseinstitut i New York og blev mere og mere optaget af sammenhængen mellem krop, følelser og nervesystem. Teorien blev altså udviklet gennem praksis og fremstår nu som en hel og afrundet terapiform der tilbydes i mange forskellige lande. Den er dog samtidig i sit væsen i stadig tilblivelse og bevægelse. Det er en kropsorienteret og interaktiv terapi, der bygger på en ubetinget tillid til, at det enkelte menneske lige fra fødslen ved, hvad det har brug for. Derfor vil det også intuitivt række ud for at blive imødekommet og prøve at få de 5 grundbehov dækket, som vi ifølge Albert Pesso har fælles med alle mennesker: plads – næring – støtte – beskyttelse – grænser.
PBSP er en meget enkel og nænsom terapi, der arbejder med at hele dér, hvor det traumatiske/problematiske opstod i klientens historie. Det sker ved, at klienten i samarbejde med terapeuten bygger et nyt helende erindringsbillede op, sådan at energien i det låste kan sættes fri og være med til at åbne for et mere håbefuldt fremtidsperspektiv. Lad mig give et eksempel: min mor forsvandt hele tiden for mig p.g.a. sin bipolare lidelse – første gang, da jeg var 3 måneder. I terapien fik jeg muligheden for på en symbolsk scene, at bygge et nyt helende erindringsbillede op med en idealmor eller drømmemor, der ikke var syg og som jeg vidste skulle sige: “Christian, hvis jeg havde været der dengang som din idealmor, så ville jeg sige: “Jeg ser dig, og jeg vil aldrig forlade dig”. Hvor blev jeg lettet og bevæget, da jeg hørte de ord. Endelig blev jeg mødt med det, jeg havde rakt ud efter livet igennem, men til de forkerte personer.
Hjernen er ligeglad med, at det nye erindringsbillede er fiktivt og symbolsk, når blot omsorgen, der bliver givet svarer nøje til det behov, drengen havde dengang. Hvis omsorgen svarer nøje til alderen, så regner hjernen den nye erindring for autentisk og sand, og det skaber ro i nervesystemet og forhindrer, at man ikke bare automatisk går i alarmberedskab og kommer til at gentage de gamle mønstre og overlevelsesstrategier. Det nye symbolske billede heler de gamle sår.
Vores liv nu vil altid være stemt af det liv, som har været tidligere. Men med det nye erindringsbillede på plads i hjernens database ved siden af de gamle, er der endelig fundet en passende modgift til et forgiftet selvbillede. Det bliver muligt at folde sig ud som sig selv og se på verden og sig selv med nye øjne. Fortiden kan vi ikke ændre, men vi kan ændre den måde, vi går ind i fremtiden på. Godt hjulpet af en rørende vilje til liv og et genetisk funderet ønske om, at få det til at lykkes og blive helt. Sagt med Albert Pesso: We are made to be able to be happy in an imperfect world, which is endlessly unfolding. And we are the local agents of this cosmological unfolding.
Lidt om processen
I en samtale, som hedder en struktur i PBSP-regi, indbydes du til at slå dig ned i en mulighedssfære, hvor du kan føle dig velkommen og set. Og hvor det er muligt at bevæge dig frit mellem nutid og fortid. Terapeuten har ingen planer på forhånd, men prøver at følge energien hos det enkelte menneske. Det begynder altid med, hvad man kommer ind ad døren med. Ved at blive set og bevidnet i det aktuelle, vågner de gamle erindringer, som har ligget i det skjulte og i høj grad styret den aktuelle adfærd.
Hver gang følelserne inde bagved bevidnes i terapirummet, brydes ensomheden. Man bliver et set menneske. Samtidig er en bevidnet følelse et åbent vindue til en historisk og ofte smertelig erindring. Så længe det vindue står åbent, er det muligt at bygge et nyt og helende erindringsbillede op. Og lægge det ind i hjernens database ved siden af de gamle. “Brains go for pleasure” siger neurologerne. Det vil sige, at hjernen altid vil vælge den mulighed, der er mest fornøjelse og glæde ved. Hvis den ellers får lov til det. Og man må da også sige, at det er nok så glædeligt at kunne leve og folde sig ud som sig selv i stedet for at være bundet til de gamle og stadig mere slidte overlevelsesstrategier.
Det er det nye og helende, som er det afgørende i PBSP-terapi. Men dér når man kun hen, hvis klienten er passende støttet undervejs i processen. For at undgå retraumatisering vil terapeuten straks foreslå en passende kontakt og støtte, hvis noget bliver for tungt og smerteligt undervejs i forløbet. Det sker ligesom i opbygningen af det nye erindringsbillede ved hjælp af tæpper, puder – eller levende figurer, hvis der er tale om et forløb med gruppe.
PBSP er en nænsom og håbefuld terapi, der kan anvendes i individuelle forløb, i gruppeformat og i parterapi. Terapien blev oprindelig udviklet som individuel terapi i gruppeformat. Og det er klart, at det er en styrke at kunne hente levende personer ind i rollerne som kontaktfigurer, støttefigurer og idealfigurer. Men forunderligt nok, så virker og heler det også, hvis man i mangel af levende personer må gribe til tæpper og puder m.v. Når blot det interaktive forløb, der bygges op, er passende i forhold til de følelser og behov, det enkelte menneske kommer med. Det gælder også i parterapien, hvor den enkelte på skift får muligheden for at pakke sin egen rygsæk ud med alle de stemninger og traumer og strategier og mønstre, man har bragt med sig ind i parforholdet med stor og undertiden negativ indflydelse på samlivet. Men som ikke desto mindre kun kan brydes og heles ved at blive mødt i det landskab, man kommer fra hver for sig, og i den historie, man er rundet af hver for sig. Det kan være meget bevægende at se sin partner eller ægtefælle blive mødt og helet på sin egen histories præmisser. Og det vil helt sikkert smitte af på det liv, man har sammen og på de roller og mønstre, man ikke længere kunne komme fri af.
Det hele begyndte med, at Albert og Diana sammen fandt ud af, at ethvert behov og enhver følelse rækker ud efter et passende svar. Og når svaret igennem kærlig tidssvarende interaktion er passende, så er alt godt og meningsfuldt. Der er en lethed, der er plantet i det tunge, der er en hvile, der breder sig i hele kroppen, et nervesystem, der falder til ro sammen med tankerne og en bevidsthed, der samles og klares til ny erkendelse. Mens glæden og livslysten bobler og rumsterer et sted.
Christian Højlund